Open call til Copenhagen Light Festival
Open Call åbner d. 15 marts og deadline for indsendelse er 15. maj kl. 23.59 dansk tid.
Har du et lysværk, en lysinstallation eller en lysoplevelse, som du ønsker skal blive en del af Copenhagen Light Festival, kan du sende det ind under vores Open call.
Sammen, vil vi berige Københavns mørke februargader med kunstneriske tiltag og lysende oplevelser, der for en tid vil iscenesætte byens arkitektur, pladser, små gyder og måske ukendte steder, på en unik, spidsfindigt eller storslået måde.
Dit værk bliver en del af Copenhagen Light Festivals officielle program, eksponeret i nationale og internationale medier og oplevet af Københavns borgere og besøgende fra ind- og udland.
Hvilke værker søger vi?
En lysinstallation kan være et udendørs lysende objekt eller lyskilder, der oplyser en eksisterende bygning eller plads. En lysinstallation kan også være en interaktion med afsæt i lys, eller består af en projektion der iscenesætter sine omgivelser. Alle værker skal kunne betragtes på afstand og give beskueren en effektfuld og tydelig oplevelse. Det er vigtigt at lysstyrke og skala er afstemt, så publikum får den fulde oplevelse af intentionen. Du bør i øvrigt tage i betragtning, at februarvejret i København kan være kold og regnfuld. Lysinstallationerne skal derfor, udover deres æstetiske kvalitet, kunne modstå regn, frost, blæst og publikums nysgerrighed.
Værkernes placering
Festivalens centrale område er placeret i det indre København. Dér har vi fokus på at skabe oplevelser og bevægelser i byrummene omkring havneløbet, langs Frederiksholms Kanal og Kulturaksen (fra Glyptoteket til Nikolaj Kirke).
Samtidigt ønsker vi at udvikle oplevelse satellitter i brokvartererne og urbane udviklingsområder.
Se kortet over det centrale område nedenfor – og dyk ned i kort fra tidligere år, for at se hvilke andre områder der tidligere har været i spil, her.