Sparkling Dance of Colours
Et øjebliks farverig forvandling
I en af byens ældste passager finder du et lysende dansegulv af svævende blade i stærke farver. De reflekteres i buerne omkring sig, og nogle gange helt ud i den lille gård, der støder op til passsagen. Bladene svæver i vinden – hurtigere og langsommere – og skaber en dans af lys, der aldrig er den samme to gange.
Subjektiviteten er Sandhed
Kan lys vise os sandheden?
Når lys og skygger skifter, skifter også sandheden – afhængigt af hvor du står. I Bibliotekshaven, skjult bag Det Kongelige Bibliotek, tager Subjektiviteten er Sandhed fat på Kierkegaards filosofi om, at vores oplevelse af verden formes af sanser og følelser. Et værk, der leger med virkeligheden og udfordrer vores opfattelse af sandheden.
fish-anxious
Når vandet ikke længere skjuler det, der gemmer sig
Marmorbroen har i århundreder forbundet byen med magtens centrum. Nu glider muterede fiskeformer op til overfladen som en visuelt slående påmindelse om klimakrisens omfang. Projektet udspringer af kunstnernes undren: Hvad er vi villige til at gøre for at ændre kurs?
Love is a Light, Scaring Darkness Away
Et lille lys i mørket
Inspireret af en personlig oplevelse skaber dette beskedne værk en stille påmindelse om venlighedens kraft. En lille handling kan lyse op i nogens liv – et budskab, der stråler ud i mørket som en hyldest til håb, empati og menneskelig værdighed. Selv de mindste ting kan gøre en forskel.
Window of Light
Et vindue, der aldrig viser det samme to gange
Galleri Wärme ligger i en gade, hvor man sjældent stopper op. Men lige nu lader mørket sig bryde, fra et lille vindue i gaden. Bag ruden skifter farverne konstant, flyder som vandoverfladen og skaber en fornemmelse af noget, der aldrig helt lader sig fastholde. En konstant forandring mellem inde og ude, mellem refleksion og bevægelse.
LILY
Et levende lyslandskab på vandet
I Ørestad Syd ligger byen bag dig. Foran dig åbner Kalvebod Fælleds vidde sig. På det mørke vand svæver hundredvis af lysende kugler. De kommunikerer, skifter farve, reagerer på hinanden og danner mønstre, der aldrig gentager sig. Inspireret af organiske systemer skaber LILY en lysinstallation, der føles lige så levende som vandet, den flyder på.