Copenhagen Light Festival er en årlig festival for lys, der transformerer det stille og kolde vintermørke til en særlig fejring af lyskunst, lysdesign og lysende oplevelser i København.
I løbet af tre uger i februar, altid hen over vinterferien, præsenterer festivalen et bredt udvalg af lysværker – fra skulpturer og installationer til projektioner og events. Værkerne er skabt af både etablerede og nye lyskunstnere, designere, studerende og organisationer.
Med et kurateret lysprogram fremhæves og fortolkes byens rum, pladser, bygninger og broer. De fleste værker findes langs en rute i Indre By, men festivalen omfatter også værker i byens yderområder. Events finder du både i byrummet og indendørs.
Copenhagen Light Festival inviterer alle, lokale såvel som internationale besøgende, til at gå på opdagelse i København og nyde lyset i årets mørkeste måned.